Spiseforstyrrelser - Andet
Selvskadende
Selvskadende adfærd, selvskadende, selvdestruktiv adfærd,
selvdestruktiv, cutting
–
Der er
mange ord der dækker over samme begreb. Faktum er at man i dag ikke
nødvendigvis har en anden diagnose som skizofreni eller borderline
personlighedsforstyrrelse
(EUP (Emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse)
eller spiseforstyrrelse samtidig, dog skal man
være opmærksom på at den selvskadende adfærd meget ofte forekommer
sammen med overstående diagnoser.
Den
selvskadende adfærd kan optræde i flere niveauer og i flere sammenhænge.
Der kan være mange andre baggrunde, symptomer og årsager end skrevet
her, dette er blot en beskrivelse af det vi oftest møder i rådgivningen
og i støttegrupperne. Vil du vide mere er der udgivet flere bøger om
emnet, som du kan finde på vores litteraturliste.
I Foreningen møder vi flere og flere mennesker med en
spiseforstyrrelse som primærdiagnose men som også udvikler selvskadende
adfærd.
Generelt
om selvskadende adfærd.
Selvskadende adfærd rammer alle sociale lag ca. ¾ del er piger og 1/3
del drenge.
Selvskadende adfærd er mere end bare at snitte i sig selv, det er
også brænde, bide, pille i egne sår, pierce, rykke hår ud, slå sig selv,
sluge ting og sulte sig. I princippet er det også selvskadende adfærd at
undertrykke søvn, fordi du har for travlt på arbejde, eller gøre ting du
faktisk ikke har overskud til. Forskellen på de to sidste eksempler og
de første er at de to sidste eksempler er social acceptable. Netop det
at noget er social acceptabel gør at det er ok. Hvorimod de først nævne
ikke er social acceptable og i særdeleshed kan være svær at rumme selv
for det faglige personale.
Hvordan
skal man forholde sig?
Mange er usikre over for, hvordan de skal forholde sig til en person som
skader sig selv.
Skal man tage hensyn, skåne, beskytte, undgå indgriben eller
undlade at snakke om den selvskadende adfærd? Og svaret er nej, det skal
man ikke.
Samtidig er mange bange for om det er et tegn på et selvmordsforsøg
og nej, det er det ikke. At skade sig selv er ikke et selvmordsforsøg,
men en måde at overleve på, på baggrund af at noget andet er for svært.
Det er nærmere en slags overlevelses strategi og det bedste værktøj der
er til rådighed lige nu. Noget tyder på at bagved liggende følelser bl.
a. kan være sorg, vrede, frustration, kognitive begrænsninger, stress og
svært ved at vide, hvad egne behov er, svært ved at sætte grænser,
ensomhed, indre kaos ect. Samtidig er det en måde hvor man paradoksalt
nok skader sig for at skabe kontrol, for at opnå en lindring, for at få
angstniveauet til at dale – og det sker når man skader sig.
Desværre er der noget der tyder på at der ad åre er en højre
selvmordsrisiko for mennesker som skader sig selv, da det at skade sig
selv på sigt kan med føre meget ensomhed, tomhed og social isolation,
samtidig med at adfærden måske ikke rigtig giver den lettelse og
angstreduktion som det gav i starten. Nogle oplever det som en svær
afhængighed, der er meget svær at bryde med på lige for med andet
misbrug. Det indre kaos, på det nærmeste en orkan er ikke blevet
reduceret og der er ikke kommet andre mestringsstrategier til. Dermed
kan det enden med en alvorlig depression, en opgivenhed og magtesløshed
der kan få en person til at tage sit eget liv eller forsøge herpå.
Som voksen, som pårørende er det vigtigt at turde snakke om det der
er svært både for den der skader sig, men også i forhold til det det gør
ved en pårørende, turde snakke om følelser, om behov og om det som røre
sig hos såvel den unge som hos de pårørende. Det er vigtigt at
signalere, at den unge roligt kan komme til dig og betro sig.
Eksempler
på bagvedliggende årsager til at skade sig selv:
Årsagerne kan være uendelig her er blot nogle fx
mistrivelsel
mobning
ensomhed
sårbarhed
stress
pres fra omgivelser
psykisklidelse
nedtrygt hed
mindre værd
omsorgssvigt
tab
overgreb/krænkelse
og sikkert mange flere
Signaler:
Når den unge begynder at skade sig er det ofte på et tidspunkt hvor der
ikke længere er ord for hvordan den unge har det. Og det er svært at
finde ud af, hvad jeg egentlig har behov for.
Der er ofte meget kaos og forvirring inden i den unge. På den anden side
skammer man sig måske over ikke at kunne klare et evt. pres, eller ikke
at kunne sætte ord på hvad jeg har brug for eller føler og derfor
henvender man sig ikke til en voksen. Måske er man bange for de voksnes
reaktion og derfor foretrækker at lade adfærden forblive som ”min
hemmelighed” dels af usikkerhed, utryghed, angst, måske endda angst for
at være psykisksyg.
Rigtig mange unge har på et tidspunkt forsøgt at kommunikere ud at de
har det svært, men føler sig ikke hørt, set eller rummet. Mange har i
længere tid overvejet at skade sig førend de første gange skader sig.
Enten ønsker man at skjule adfærden ved at gå med langærmede trøjer der
dækker til fingere spidserne, eller også vises det vidt og bredt måske
for at blive set.
Uanset hvad omverden mener, synes, tænker og eller oplever, er der ikke
nogen som skader sig for sjov – man skader sig fordi, det er den bedste
løsning lige pt. Det kan opleves som en måde at overleve på og en måde
at skabe kontrol over noget ukontrollerbart. Hvor adfærden er blevet
løsningen på bagvedliggende problemer. En for mange hurtig og effektiv
løsningsmodel, men som også er omkostningsfuld i form af grimme og måske
livsvarige ar, i værste fald kan man blive handicappet eller risikere at
dø af den adfærd man udføre. I særlig grad hvis den selvskadende adfærd
er at indtage forskellige væsker/piller.
Man skelner mellem selvmord og selvskadende adfærd, hvor den selv
skadende adfærd ikke er fordi man ønsker at kommer herfra, tværtimod er
det en måde at leve på eller rettere at overleve på. Ikke desto mindre
må man se i øjnene at det at skade sig kan i værste tilfælde ende med at
blive et selvmordsforsøg eller selvmord.
Det handler ikke om:
Det handler ikke om anerkendelse, vurderinger og bedømmelser af og fra
omverden, langt snare handler det om, at give den unge mulighed for at
lære at sætte ord på følelser og behov og vise den unge, at de voksne
kan rumme adfærden og har tid til at være der, når behovet er for det.
Som Pårørende, nært
stående, lærer ect..:
Som voksen, Som lærer, pædagog, sundhedsplejerske, studievejleder, læge
og ikke mindst som pårørende kan der være signaler du kan være opmærksom
på, der kan pege på en eller anden form for mistrivelsel.
Jeg vil gerne her kraftig påpege, at man ikke straks skal rette fokus på
sygdom, hvis en person udviser fx tristhed, lukkethed og manglende
appetit - årsagen må undersøges det kan være sorg over fx et tab,
flytning, eksamens pres eller andet mere naturligt frem for fx en
depression eller spiseforstyrrelse, snarer en regulær sorgproces eller
stressreaktion i en vanskelig situation.
Det kan være personer der pludselig eller over tid ændre adfærd og
trækker sig fra sociale sammenhænge, holder op med at have venner med
hjem ect.
Det kan være i forbindelse med skift fx skole, bopæl
Den udadreagerende er ofte let at få øje på og kan drive andre ud på
afmagtens rand med sin adfærd, langt sværere er det med de stille piger,
de ensomme unge der signalere at de taler i telefon for at skjule
ensomhed, de tilpassede, søde og venlige unge, de dygtige og
perfektionistiske på overfalden, hvor der bag facaden er fuldstændigt
krakeleret selvværd.
Uanset hvordan du er pårørende og eller nærtstående er det vigtigt, at
du reagere på de fornemmelser og den intuition du oplever. Specielt er
det vigtigt hvis du er veninde til og bliver betroet din venindes
største hemmelighed ”at hun skader sig” får værktøjer til hvordan du får
brudt med at gå med denne hemmelighed, for det skal du ikke bære rundt
på – det er ikke dit ansvar og du skal gå til en voksen, selvom din
loyalitet er enorm over for din veninde og måske er du bange for at
miste hende. Alligevel skal du ikke gå med den viden alene – for din
veninde skal have hjælp, professionel hjælp, rådgivning, en voksen at
snakke med, støtte eller anden hjælp.
Hvad gør du, som får
en mistanke om selvskadende adfærd?
-
Undersøg din mistanke og forsøg så vidt mulig at få en be- eller
afkræftelse på om selvskadende adfærd forekommer.
-
Snak
med den unge
-
Fortæl
at du er der og at du er bekymret for de fornemmelser du har
-
Fortæl
om de observationer du har gjort dig, vær sansebaseret og objektiv i din
beskrivelse
-
Hold
dig i din tale på din egen banehalvdel, kommer du med anklagelser og
bebrejdelser trækker den unge sig og lukker af.
-
Spørg
ind til hvordan den unge har det, trives, er ked af glad ved, ect.
-
Spørg
ind til om der er noget som giver et øget pres, usikkerhed, eller andet.
-
Sørg
for selv at søge information omkring selvskadende adfærd.
-
Forsøg
at motivere til at ville en professionel behandling, for at skade sig
kræver professionel behandling og første skridt er at gå til egen læge
evt. til en skoles psykolog/sundhedsplejerske eller skolelæge.
-
Sæt
grænser bestemt, og med hjertet
Selvskadende adfærd er ekstrem vanskeligt at rumme og håndtere og ofte,
faktisk alt for ofte kommer selv behandleren til kort og bliver slidt op
for tidlig da selvskadende adfærd særdeles ofte afstedkommer afmagt,
magtesløshed, frustration, og til tider vrede, men også bekymring. Det
er svært at være behandler, men det er måske endnu svære at være
pårørende og søskende.
Vi møder spørgsmål
som:
- Hvad har jeg gjort forkert?
- Er det min
skyld?
- Åh, nej, bare ikke det – det magter jeg ikke, Er jeg så dårlig en
pårørende?
- Jeg forstår
det simpelthen ikke, hvad er der gået galt?
- Hvordan kan
det være, lige netop mit barn?
- Hvad skal
jeg gøre?
- Hvor findes
der hjælp?
- Hvordan får
jeg overskud til dette oveni spiseforstyrrelsen?
- Hvordan kan
jeg tillade mig at sige fra?
- Jeg oplever
at være så stresset at det er svært at lægge tankerne, angsten og
bekymringen væk når jeg er på arbejde
- Jeg oplever
at stå helt alene, faktisk oplever jeg at behandlingssystemet svigter
mig når
jeg har allermest brug for dem.
- Jeg har ikke
overskud til at erkende at det jeg tror, er rigtigt og undlader at
forholde mig
til noget som helst og håber at andre tager affære.
- Hvad mon de
andre tænker om mig, om os som familie
Hvad gør jeg som
pårørende:
Til de spørgsmål der nu end må være er det bedste jeg kan rådgive om er
at snakken med nogen som ved noget om selvskadende adfærd, enten lægen,
en af de rådgivninger der findes. Du er selvfølgelig også velkommen til
at kontakte PS Landsforening.
Det vigtigste er at få kendskab til den selvskadende adfærd og risici.
Det er også vigtigt at vide hvad og hvordan du som pårørende bedst kan
forholde dig.
Det er også vigtig at holde fast i de sunde værdier, det som personen
tidligere har været glad for.
Hvad havde du og hvordan havde du reageret hvis personen ikke skadede
sig? Hvor vil du sætte grænserne da? Husk at jo bedre du er til at
udtrykke følelser og behov – jo bedre du mestre dit liv. Jo mere en
rolle model vil du være at spejle sig i.
Er du tynget af skyld og skam, må du have snakket med nogen om det som
fylder dig. Skyld og skam peger bagud og skygge for at man som pårørende
kan tage det ansvar der må tages og ansvar peger fremad.
Søg hjælp og støtte.
Behandlingsmuligheder:
Husk at
ingen skader sig for direkte at manipulere ej heller fordi det er fedt.
Man skader sig fordi man ikke har andre muligheder lige NU i
en given situation.
Afhænger nok mest af alt, af den person som er behandleren, eller støtte
personen. En særdeles vigtig faktor er at man signalere at kunne rumme
såvel den ”gode” som den ”dårlige side” hermed mener jeg at rumme fx det
at skade sig selv. Kan du som støtte person ikke rumme denne siden, er
der en side i personen du ikke kan rumme for den som skader sig rummer
begge sider.
Det kan
være særdeles voldsomt for både pårørende og behandler at se på at et
menneske ødelægger sig selv. Kan du ikke holde du at det på eller være
på side linjen, må du som behandler melde fra og lade en anden komme
til.
Fysiske rammer, metode m.m:
Nogle steder er behandlingen at man forsøger at forhindre personen i at
skade sig, bl.a. ved at fratage og fjerne muligheden for at skade sig –
i værste grad ved tvangs anvendelse fx fiksering.
Andre steder forsøger men at respektere at personen må have en sådan
handlemulighed – men at målet er at adfærden ophører, bl. a. ved at man
får nye mestringsstrategier og metoder man kan sætte i stedet for.
Grundlæggende er det vigtig som behandler, at rumme, se og høre den som
har det svært
respektere tale om adfærden og kan tåle at snakke om det som sker.
Rumme at du til tider kan opleve situationen som magtesløs og alligevel
bevare håbet.
Bevarer håbet om at der sker ændringer, være nysgerrig og åben
interesseret.
Kunne se mikro små fremskridt, fx at den som skader sig kan mestre at
holde sig fra fx at skære i 3 min. længere end tidligere. Dette lyder
måske af lidt men for den som skader sig kan det virke som meget, meget
lang tid.
Være opmærksom på at der kan være en snert af afhængighed, da det for
nogle giver et kick og man bliver høj af at skade sig.
Det er vigtigt at være opmærksom på, vise og oprigtig bekymret for de
følelser og den smerte der er bag den selvskadende adfærd.
Være ærlig og holde dig på egen banehalvdel.
Det kan være godt med en bred vifte af tilgange fx samtale,
kropsarbejde, massage, dans, musik, sang, anden kreative gøremål, fysisk
udfoldelse, meditation osv.
Du må vise at du respektere og anerkender den som skader sig, men ikke
nødvendig vis acceptere adfærden, samtidig med at der umiddelbart måske
ikke er nogen alternativ til den selvskadende adfærd og derved må du
respektere at det ikke kan være anderledes lige nu.
De terapeutiske behandlingsmetoder, der mig bekendt er bedst erfaring
med er. DAT (Dialektisk adfærdsterapi), kognitiv adfærdsterapi og
mentaliseringsbaserede psykoterapi. interpersonel psykoterapi og
relationsarbejde.
Der findes sikkert andre metoder som også er gode, det vigtigste er
behandleren og deres stilgange til personerne, ikke kun metoden eller
teknikken. Kan man som behandler og/ eller støtte person skabe tillid,
giv håb og motivere og give personen fornemmelsen af at kunne mestre sit
eget liv om end ikke konstant men i små doser – giver det en fornemmelse
af, at være noget, at være noget værd, at være mig.
Frem for at være adfærden. Samtidig er der vigtig at vide at det stadig
er svært at være den person der skader sig, selvom adfærden er aftagende
og udtrykke at du godt ved det er svært.
I en bedrings fase kan der komme øget tildens til selvskadende adfærd,
måske pga. en stigning i angsten for det nye – er du meget i det nye,
ukendt, usikre – må modpolen også være der det er den selvskadende
adfærd.
Sørg for at få supervision, masse af supervision. Og få opdateret din
viden når der dukker nyt op på området.
Husk de pårørende såvel forældre som søskende og kærester og give dem
den information, undervisningen og støtte som de har brug for. Ved fx at
henvise til de pårørende foreninger der er rundt om i landet.
Litteratur findes under aktuelt og litteratur. |